User:Crudiant/sandbox

27 BC–AD 14: Augustus

Main article: Octavian

Slaget ved Actium (1672) af Laureys en Castro

Octavian, grandnevø og adoptivsøn af Julius Cæsar, var blevet en central militærleder i den kaotiske periode efter Cæsars mord. I 43 f.Kr. i en alder af tyve blev han en af de tre medlemmer af en det andet triumvirat med Marcus Lepidus og Marcus Antonius. Octavian og Antonius besejrede den sidste af Cæsars mordere i 42 f.Kr. i slaget ved Philippi. Efter dette tidspunkt begyndte spændinger at stige mellem de to. Deres alliance endte i 32 f.Kr. på af deres konkurrerende ambitioner. Lepidus blev tvunget i eksil og Antonius, som havde allieret sig med sin kæreste dronning Kleopatra VII af Ægypten, begik selvmord i 30 f.Kr. efter hans nederlag i slaget ved Actium i 31 f.Kr., hvor han blev besejret af Octavians flåde. Octavian annekterede efterfølgende Egypten til det romerske imperie.

Nu enehersker i Rom, begyndte Octavian større reformer af militære, skattemæssige og politiske anliggender. Senatet givet ham magt over udnævnelse af lederne af romerrigets provinserne. Dermed havde senatet skabt, hvad der blev til embedet som romerske kejser. I 27 f.Kr., tilbød Octavian til at overføre kontrol over staten tilbage til Senatet. Senatet afslog tilbuddet i realiteten ratificering sin stilling inden for staten og den nye politiske orden. Octavian blev derefter tildelt titlen "Augustus" af Senatet og tog titlen Princeps eller "første borger". Augustus (som moderne lærde normalt refererer til ham fra dette punkt) blev set af Senatet og folket i Rom som frelseren for republikken, og som sådan opererede han inden for det eksisterende konstitutionelle maskineri. Han afviste således titler, som romerne forbandt med monarki, såsom rex ("konge"). Diktaturet, en militær kontor i den tidlige republik typisk varer kun for seks måneder militær kampagne sæson, var blevet genoplivet først af Sulla i slutningen af 80'erne f.Kr. og derefter af Julius Cæsar i midten af 40'erne; titlen diktator blev aldrig igen brugt. Da den vedtagne Arving Julius Cæsar havde Augustus taget Cæsar som en del af hans navn, og rakte ned navnet til sine arvinger til julisk-claudiske dynasti. Med Vespasian, en af de første kejsere uden for dynastiet, Cæsar udviklet sig fra en familie navn til en formel titel.

Augustus skabte sin historisk unikke position gennem konsolidering af de forfatningsmæssige beføjelser fra flere flere embeder fra republikkens tid. Han afkald på sin titel, som Consul i 23 f.Kr., men beholdt sin konsulær imperium, hvilket fører til en anden kompromis mellem Augustus og Senatet kendt som den anden Settlement. Augustus fik den myndighed i en tribune (tribunicia potestas), men ikke titlen, som tillod ham at kalde sammen Senatet og folk på vilje og lå virksomhed, før det, nedlægge veto handlinger enten forsamlingen eller Senatet, præsidere over valg og gav ham ret til at tale først på ethvert møde. Også inkluderet i Augustus 's tribunician myndighed var beføjelser normalt forbeholdt den romerske censur; disse omfattede retten til at føre tilsyn offentlige moral og undersøge love for at sikre, at de var i offentlighedens interesse, samt evnen til at holde en folketælling og bestemme medlemskab af Senatet. Ingen tribune Rom nogensinde haft disse beføjelser, og der var ingen fortilfælde inden for det romerske system til at konsolidere beføjelser tribunen og censor i en enkelt position, Augustus var heller ikke nogensinde blevet valgt til embedet som Censor. Hvorvidt censorial beføjelser blev givet til Augustus som en del af hans tribunician myndighed, eller han blot antaget dette ansvar, er et spørgsmål om debat.

Ud over tribunician myndighed blev Augustus tildelt eneste imperium inden byen Rom selv; alle væbnede styrker i byen, der tidligere under kontrol af præfekterne, var nu under den eneste myndighed Augustus. Desuden blev Augustus tildelt imperium proconsulare Maius (magt over alle Statholdere), ret til at blande sig i en hvilken som helst provinsen og tilsidesætte afgørelser enhver guvernør. Med Maius imperium, Augustus var den eneste individuelle stand til at yde en triumf til en vellykket generelt som han var angiveligt leder af hele den romerske hær.

Senatet re-klassificeret provinserne ved grænserne (hvor det store flertal af legioner blev stationeret) som kejserlige provinser, og gav kontrollen over dem til Augustus. De fredelige provinser blev re-klassificeret som senats- provinser, reguleret som de havde været under republikken af medlemmer af Senatet udsendt årligt af staten. Senatorer var selv besøge romerske Egypten, givet dets store rigdom og provinsens historie af stor modstand mod den nye kejser. Skatter fra de kejserlige provinser gik ind i fiscus, en fund administreret af personer som Augustus selv havde udvalgt. Indtægterne fra senats- provinser fortsatte med at blive sendt til statskassen (aerarium), under tilsyn af Senatet.

Augustus af Primaporta

De romerske legioner, som havde nået et hidtil uset i antal på 50 legioner grund af de borgerkrige, blev reduceret til 28. Adskillige legioner, især dem med medlemmer af tvivlsomme loyalitet, var simpelthen demobiliserede. Andre legioner var forenet, et faktum antydet af titlen Gemina (Twin). Augustus skabte ogs¨å ni særlige kohorter for at bevare freden i Italia, med tre, Praetorian Guard, holdt i Rom. Kontrol af FISCUS aktiveret Augustus at sikre loyalitet legionerne gennem deres løn.

Augustus afsluttede erobringen af Hispania, mens underordnede generaler udvidede romerske besiddelser i Afrika og Lilleasien. Augustus sidste opgave var at sikre en velordnet række af sine beføjelser. Hans stedsøn Tiberius havde erobret Pannonia, Dalmatien, Raetia og midlertidigt Germania for imperiet, og var således en oplagt kandidat. I 6 f.Kr., gav Augustus nogle af sine beføjelser til sin stedsøn, og snart efter han erkendte Tiberius som sin arving. I 13 e.Kr., blev en lov vedtaget, som udvidede Augustus 'beføjelser over provinser til Tiberius, således at Tiberius 'juridiske beføjelser svarede til, og uafhængigt af, de af Augustus.

I et forsøg på at sikre imperiets grænser omkring Donau og Elben, beordrede Augustus invasioner af Illyrien, Moesia og Pannonia (syd for Donau), og Germanien (vest for Elben). Først gik alt som planlagt, men så ramte katastrofen. Illyriske stammer gjorde oprør og måtte blive knust, og tre hele legioner under kommando af Publius Quinctilius Varus faldt i baghold og blev destrueret i varusslaget i år 9 af germanske stammer ledet af Arminius. Augustus sikrede alle områder vest for Rhinen og nøjedes med gengældelsesaktioner razziaer. Floderne Rhinen og Donau blev de permanente grænser romerske imperium i nord.

I 14 e.Kr. døde Augustus i en alder af fem og halvfjerds, efter at have regeret imperiet i fyrre år, og blev efterfulgt som kejser af Tiberius.

14–68: Julisk-Claudiske Dynasti

Main article: Julisk-Claudiske dynasti

Augustus havde tre børnebørn af hans datter Julia den Ældre: Gaius Cæsar, Lucius Cæsar og Agrippa Postumus. Ingen af de tre levede længe nok til at lykkes ham. Han derfor blev efterfulgt af sin stedsøn Tiberius. Tiberius var søn af Livia, den tredje hustru Octavian, ved sit første ægteskab med Tiberius Nero. Augustus var en ætling af den gens Julia (den julianske familien), en af de ældste patricier klaner i Rom, mens Tiberius var en ætling af den gens Claudia, kun lidt mindre antikke end Julians. Deres tre umiddelbare efterfølgere blev alle nedstammede fra både gensen Claudia gennem Tiberius 'bror Nero Claudius Drusus, og fra gens Julia, enten gennem Julia den Ældre, Augustus' datter fra sit første ægteskab (Caligula og Nero), eller gennem Augustus 'søster Octavia Minor (Claudius). Historikere således henvise til deres dynasti som "Julio-Claudian".

14–37: Tiberius

Main article: Tiberius

De tidlige år af Tiberius regeringstid var relativt fredelige. Tiberius sikrede den overordnede magt i Rom og beriget sin likvide beholdning. Men hans styre snart blev præget af paranoia. Han begyndte en serie af forræderi forsøg og henrettelser, som fortsatte indtil sin død i 37. Han forlod magten i hænderne på den øverstbefalende for Livvagten, Lucius Aelius Sejanus. Tiberius selv trak sig tilbage til live på hans villa på øen Capri i 26, efterlader administration i hænderne på Sejanus, der transporteres på forfølgelserne med tilfredshed. Sejanus begyndte også at konsolidere sin egen magt; i 31 blev han udnævnt co-konsul med Tiberius og gift Livilla, kejserens niece. På dette tidspunkt var han "hejst af hans eget garn": kejserens paranoia, som han havde så dygtigt udnyttet til egen vinding, blev vendt imod ham. Sejanus blev henrettet, sammen med mange af hans medarbejdere, samme år. Forfølgelserne fortsatte indtil Tiberius 'død i 37.

Territorial development of the Roman Republic and of the Roman Empire (Animated map)

37–41: Caligula

Main article: Caligula

På tidspunktet for Tiberius død fleste af de mennesker, der måske har lykkedes ham var blevet dræbt. Den logiske efterfølger (og Tiberius 'eget valg) var hans 24-årige grandnephew, Gaius, bedre kendt som "Caligula" ("Little Boots"). Caligula var en søn af Germanicus og Agrippina den Ældre. Hans faderlige bedsteforældre var Nero Claudius Drusus og Antonia Minor, og hans mødre bedsteforældre var Marcus Vipsanius Agrippa og Julia den Ældre. Han var således en efterkommer af både Augustus og Livia.

Caligula startede godt, ved at sætte en stopper for forfølgelser og brænde hans onkels optegnelser. Desværre, han hurtigt bortfaldt i sygdom. Den Caligula, der opstod i slutningen af 37 demonstrerede funktioner i mental ustabilitet, der førte moderne kommentatorer til at diagnosticere ham med sådanne sygdomme som hjernebetændelse, som kan forårsage mental forstyrrelse, hyperthyroidisme, eller endda et nervøst sammenbrud (måske forårsaget af stress i sin stilling). Uanset årsagen, der var helt klart skift i hans regeringstid fra dette punkt, hvilket hans biografer til at tro, han var sindssyg.

Det meste af, hvad historien husker af Caligula kommer fra Suetonius, i sin bog Lives of Tolv Caesars. Ifølge Suetonius, Caligula engang planlagt at udnævne hans foretrukne hest Incitatus til den romerske senat. Han beordrede sine soldater til at invadere Storbritannien for at bekæmpe Hav Gud Neptun, men ændrede sin mening i sidste øjeblik og havde dem samle muslingeskaller på den nordlige ende af Frankrig i stedet. Det menes, at han udøves incestuøse relationer med sine tre søstre: Julia Livilla, Drusilla og Agrippina den Yngre. Han beordrede en statue af sig selv til at blive opført i Herodes tempel i Jerusalem, hvilket ville have utvivlsomt ført til oprør havde han ikke blevet afskrækket fra denne plan af sin ven kong Agrippa I. Han beordrede folk til at være hemmeligt dræbt, og derefter kaldte dem til hans palads. Når de ikke vises, ville han spøgefuldt bemærke, at de skal have begået selvmord.

I 41 blev Caligula myrdet af den øverstbefalende for vagten Cassius Chaerea. Også dræbte var hans fjerde hustru Caesonia og deres datter Julia Drusilla. I to dage efter sin mordet, senatet debatterede berettigelsen af at genoprette republikken.

41–54: Claudius

Main article: Claudius

Claudius var den yngre bror af Germanicus, og havde længe været betragtet som en svækling og et fjols af resten af hans familie. Prætorianergarden hyldede ham dog til at være kejser. Claudius var hverken paranoid ligesom sin onkel Tiberius, og heller ikke sindssyg ligesom hans nevø Caligula, og var derfor i stand til at administrere imperiet med rimelig evne. Han forbedrede bureaukratiet og strømlinet statsborgerskab og senats ruller. Han beordrede opførelsen af en vinter havnen i Ostia Antica for Rom, hvilket giver et sted for korn fra andre dele af riget bringes i dårligt vejr.

Claudius beordrede suspension af yderligere angreb over Rhinen, hvorved det blev en permanente grænse for yderligere ekspansion i denne retning. I 43, genoptog han den romerske erobring af Britanniaen, som Julius Cæsar havde begyndt i 50'erne f.Kr. Dertil annekterede Claudius dertil flere østlige områder til imperiet.

I sin egen familieliv, Claudius var mindre vellykket. Hans kone Messalina cuckolded ham; da han fandt ud af, havde han hende henrettet, og giftede sig med sin niece, Agrippina den Yngre. Hun, sammen med flere af sine frigivne, havde en uforholdsmæssig meget magt over ham, og selv om der er modstridende beretninger om hans død, kan hun meget vel have forgiftet ham i 54. Claudius blev guddommeliggjort senere samme år. Død Claudius banede vejen for Agrippinas egen søn, den 17-årige Lucius Domitius Nero.

54–68: Nero

Main article: Nero

Nero regerede fra 54 til 68. I løbet af sin regel Nero fokuseret meget af sin opmærksomhed på diplomati, handel og øge den kulturelle hovedstad i riget. Han beordrede opførelsen af ​​teatre og fremmes atletisk spil. Hans regeringstid omfattede den romersk-Parthian krig (en succesfuld krig og forhandlet fred med Partherriget (58-63)), undertrykkelsen af ​​oprør ledet af Boudica i Britannia (60-61) og forbedring kulturelle bånd med Grækenland. Men han var egoistisk og havde alvorlige problemer med sin mor, som han følte var at kontrollere og over-bearing. Efter flere forsøg på at dræbe hende, han endelig havde hende stukket ihjel. Han mente selv en gud, og besluttede at bygge en overdådig palads til sig selv. Den såkaldte Domus Aurea, hvilket betyder gyldne hus i latin, blev bygget oven på de brændte rester af Rom efter Roms brand (64). På grund af den bekvemmelighed i denne mange mener, at Nero var i sidste ende ansvarlig for ilden, gydende legenden om ham rode, mens Rom brændte som er næsten helt sikkert usandt. Domus Aurea var en kolossal bedrift af et byggeri, der dækkede et stort rum og krævede nye metoder til konstruktion for at holde op guld, juvel encrusted lofter. På dette tidspunkt Nero var enormt upopulær trods hans forsøg på at skyde skylden på kristne for de fleste af hans regimes problemer.

En militærkup tvang Nero til at gå under jorden. Han stod til henrettelse i hænderne på det romerske senat. Han begik efter sigende selvmord i 68. Ifølge Dio Cassius, Neros sidste ord var "Jupiter, hvad en kunstner går til grunde i mig!"

68–69: Year of the Four Emperors

Da han ikke havde nogen arving, blev Neros selvmord efterfulgt af en kort periode med borgerkrig, kendt som "År for de fire kejsere". Mellem juni 68 og december 69, Rom vidne den successive storhed og fald Galba, Otho og Vitellius, indtil den endelige tiltrædelse Vespasian, første regent af flaviske dynasti. Den militære og politiske anarki skabt af denne borgerkrig haft alvorlige konsekvenser, såsom udbruddet af bataviske oprør. Disse begivenheder har vist, at en militær magt alene kunne skabe en kejser. Augustus had established a standing army, where individual soldiers served under the same military governors over an extended period of time. The consequence was that the soldiers in the provinces developed a degree of loyalty to their commanders, which they did not have for the emperor. Thus the Empire was, in a sense, a union of inchoate principalities, which could have disintegrated at any time.

Gennem sin stabile finanspolitik, var kejser Vespasian i stand til at opbygge et overskud i statskassen, og begyndte byggeriet på Colosseum. Titus, Vespasian efterfølger, hurtigt bevist sin fortjeneste, selv om hans korte regeringstid var præget af katastrofe, herunder vulkanen Vesuv i Pompeji. Han holdt åbningen ceremonier i stadig ufærdige Colosseum, men døde i 81. Hans bror Domitian lykkedes ham. Under overordentlig fattige forbindelser med Senatet, blev Domitian myrdet i september 96.

69–96: Flavian dynasty

Main article: Flavian Dynasty

omerske handel med Indien i henhold til Periplus af Erythraean Hav, 1. årh. E.Kr.

De Flavians, selv om en relativ kortvarig dynasti, hjalp genoprette stabiliteten til et imperium i knæ. Selv om alle tre er blevet kritiseret, især på grundlag af deres mere centraliseret stil af reglen, at de udstedte reformer, som skabte en stabil nok imperium til at vare langt ind i det 3. århundrede. Men deres baggrund som en militær dynasti førte til yderligere marginalisering af senatet, og en afgørende skridt væk fra princeps, eller første borger, og mod imperator, eller kejser.

69–79: Vespasian

Main article: Vespasian

Vespasian var en bemærkelsesværdig succes romersk general, som havde fået herredømme over meget af den østlige del af Romerriget. Han havde støttet de kejserlige krav fra Galba, efter hvis død Vespasian blev en stor udfordrer til tronen. Efter selvmord af Otho, Vespasian var i stand til at tage kontrol over Roms vinter korn forsyning i Egypten, hvilket placerer ham i en god position til at besejre sin resterende rival, Vitellius. Den 20. december, 69, nogle af Vespasian s partisaner var i stand til at besætte Rom. Vitellius blev myrdet af sine egne tropper, og den næste dag, Vespasian, derefter tres år, blev bekræftet som kejser af Senatet.

Selvom Vespasian blev betragtet som en autokrat af Senatet, fortsatte han det meste svækkelse af dette organ, der havde stået siden regeringstid Tiberius. Graden af Senatets underdanighed kan ses fra den post-datering af hans tiltrædelse til magten, af Senatet, til 1. juli, når hans tropper proklamerede ham kejser, i stedet for 21. december, når Senatet bekræftede hans udnævnelse. Et andet eksempel var hans antagelse af censur i 73, hvilket giver ham magt over make up af Senatet. Han brugte denne magt til at udvise dissident senatorer. Samtidig, han øget antallet af senatorer fra 200, på det lave niveau på grund af handlinger Nero og året for krise, der fulgte, til 1000; de fleste af de nye senatorer kommer ikke fra Rom, men fra Italien, og de bycentre inden for de vestlige provinser.

Vespasian beordrede byggelsen af Colosseum i Rom.

Vespasian var i stand til at befri Rom fra de økonomiske byrder tillagt Romerriget af Neros borgerkrige. For at gøre dette, hævede han ikke blot skatterne, men skabt nye former for beskatning. Også gennem hans magt som censor, var han i stand til nøje at undersøge den skattemæssige status for hver by og provins, mange betale skat baseret på information og strukturer mere end et århundrede gamle. Gennem denne sund finanspolitik, var han i stand til at opbygge et overskud i statskassen og slå ind på offentlige arbejder projekter. Det var ham, der først bestilt Amphitheatrum Flavium (Colosseum); han også bygget et forum, hvor det centrale var et tempel til fred. Desuden tildelte han betydelige tilskud til kunst, skaber en stol af retorik i Rom.

Stillinger over hele imperiet, både øst og vest. I vest gav han en betydelig favorisering til Hispania (Den Iberiske Halvø, bestående af det moderne Spanien og Portugal), hvor han tildelt latinske rettigheder til over tre hundrede byer, fremme en ny æra af urbanisering i hele den vestlige (tidligere barbariske) provinser. Gennem tilføjelser, han gjorde til Senatet tilladt han større indflydelse af de provinser i Senatet, hjælpe med at fremme enhed i imperiet. Han udvidede også grænser imperiet, for det meste gjort for at hjælpe styrke grænsekontrollen forsvar, en af Vespasian vigtigste mål.

Krisen i 69 havde udvirket ravage på hæren. Et af de mest markante problemer havde været den støtte, udlånt af provinsielle legioner til mænd, der angiveligt repræsenterede den bedste vilje deres provins. Dette blev oftest skyldes placeringen af indfødte ekstra enheder i de områder, de blev rekrutteret i, en praksis Vespasian stoppet. Han blandede hjælpeudstyr med mænd fra andre områder af imperiet eller flyttes enhederne væk fra hvor de blev rekrutteret til hjælpe med at stoppe dette. Også yderligere for at mindske risikoen for en anden militærkup, han brød op legionerne og i stedet for at placere dem i ental koncentrationer, brækkede dem op langs grænsen. Måske er den vigtigste militære reform han påtog var udvidelsen af legion rekruttering fra udelukkende Italien til Gallien og Hispania, i tråd med Romanisation af disse områder.

79–81: Titus

Main article: Titus

Titus, den ældste søn af Vespasian, var blevet oplært til at regere. Han havde tjent som en effektiv generel under hans far, med til at sikre øst og til sidst overtage kommandoen over romerske hære i Syrien og Judaea, undertrykke den betydelige jødiske opstand foregår på det tidspunkt. Han delte Konsulatet i flere år med sin far og fik den bedste formynderskab. Selv om der var nogen bæven, da han tiltrådte på grund af hans kendte omgang med nogle af de mindre respektable elementer af romerske samfund, han hurtigt bevist sin fortjeneste, selv minder mange eksil af sin far som et show af god tro.

Imidlertid var hans korte regeringstid præget af katastrofer: i 79, Vesuv brød ud i Pompeji, og i 80, ødelagte en brand meget af Rom. Hans gavmildhed i genopbygningen efter disse tragedier gjorde ham meget populær. Titus var meget stolt af hans arbejde på det store amfiteater påbegyndt af sin far. Han holdt åbningen ceremonier i stadig ufærdige bygningsværk i løbet af året 80, fejrer med en overdådige show, der spillede 100 gladiatorer og varede 100 dage. Titus døde i 81 i en alder af 41 af, hvad der formodes at være sygdom; det rygtedes, at hans bror Domitian myrdede ham for at blive hans efterfølger, selv om disse påstande har ringe værdi. Hvorom alting er, blev han stærkt sørgede og savnet.

81–96: Domitian

Main article: Domitian

Alle de Flavians havde temmelig dårlige relationer til Senatet på grund af deres autokratiske styre; Men Domitian var den eneste, der mødte betydelige problemer. Hans løbende kontrol som konsul og censurere hele hans styre-det tidligere hans far har delt på samme måde som hans Julio-Claudian forløberne, sidstnævnte præsentere svært selv at opnå-var uhørt. Hertil kommer, han ofte optrådte i fuld militær regalier som imperator, en hån mod ideen om, hvad principatet-æra kejserens magt var baseret på: kejseren som princeps. Hans ry i Senatet til side, han holdt folk i Rom lykkelige gennem forskellige foranstaltninger, herunder donationer til alle, der bor i Rom, vilde briller i den nyligt afsluttede Colosseum og fortsætte offentlige bygge- projekter af sin far og bror. Han tilsyneladende også haft gode finanspolitiske fornemmelse af sin far, fordi selv om han tilbragte overdådigt hans efterfølgere kom til magten med et godt udstyret statskassen.

Men mod slutningen af ​​sin regeringstid Domitian blev yderst paranoid, hvilket sandsynligvis havde sine oprindelige rødder i den behandling, han har modtaget af sin far: selv givet betydeligt ansvar, blev han aldrig betroet med noget vigtigt, uden opsyn. Det blomstrede ind i de alvorlige og måske patologiske konsekvenser efter den kortvarige oprør i 89 af Lucius Antonius Saturninus, en guvernør og chef i Germania Superior. Domitians paranoia førte til en lang række anholdelser, henrettelser, og beslaglæggelse af ejendom (som kan hjælpe med at forklare hans evne til at bruge så overdådigt). Til sidst det kom til det punkt, hvor selv hans nærmeste rådgivere og familiemedlemmer boede i frygt, hvilket fører til hans mord i 96, som blev orkestreret af sine fjender i Senatet, Stephanus (den forvalter af den afdøde Julia Flavia), medlemmer af Praetorian Guard og kejserinde Domitia Longina.

96–180: Five Good Emperors

Main article: Nerva–Antonine dynasty

Det næste århundrede kom til at blive kendt som den periode, hvor "Fem gode kejsere", hvor hinanden var fredelige selvom ikke dynastiske og Empire var velstående. Kejsere fra denne periode var Nerva (96-98), Trajan (98-117), Hadrian (117-138), Antoninus Pius (138-161) og Marcus Aurelius (161-180), der hver er vedtaget af hans forgænger som hans efterfølger under den tidligere levetid. Mens deres respektive valg af efterfølger var baseret på berettigelsen af de enkelte mænd, de udvalgte, er det blevet fremført, at den egentlige årsag til varig succes adoptiv arrangement med hinanden lå mere med det faktum, at ingen, men den sidste havde en naturlig arving .

96–98: Nerva

Main article: Nerva

Efter sin tiltrædelse, satte Nerva en ny tone: han løsladte dem fængslet for forræderi, forbød fremtidige retsforfølgning for forræderi, restaurerede meget konfiskeret ejendom, og involverede det romerske senat i hans styre. Han sikkert gjorde det som et middel til at forblive relativt populære (og dermed i live), men dette har ikke helt hjælpe ham. Støtte til Domitian i hæren fortsat kraftig, og i oktober 97 Praetorian Guard belejrede det kejserlige palads på Palatinerhøjen og tog Nerva gidsel. Han blev tvunget til at underkaste sig deres krav, at indvilge i at udlevere de ansvarlige for Domitians død og endda give en tale takke oprørske prætorianere. Nerva derefter vedtaget Trajan, en leder af hære på den tyske grænse, som sin efterfølger kort efter for at styrke sin egen regel. Casperius Aelianus, Guard præfekten ansvarlig for mytteri mod Nerva, blev senere henrettet under Trajan.

98–117: Trajan

Main article: Trajan

Det maksimale omfang af Romerriget under Trajan (117)

Efter sin kroning, forberedte og igangsate Trajan en nøje planlagt militært felttog i Dacia, en region nord for den nedre Donau, som længe havde været en modstander til Rom. I 101 krydsede Trajan personligt Donau og besejrede den Dakiske kong Decebalus hær. Kejseren besluttede sig ikke at presse på over for en total erobring fordi hans hære havde brug reorganisering, men han pålagde meget hårde fredsbetingelser på dakerne. I Rom, blev Trajan modtaget som en helt, og han tog navnet Dacicus, en titel, der vises på hans mønter af denne periode. Decebalus overholdt vilkårene for en tid, men inden længe begyndte han at opfordre til oprør. I 105 invadere Trajan igen og efter en årelang kampagne i sidste ende besejrede dakerne ved at erobre deres kapital, Sarmizegetusa Regia. Kong Decebalus, kantet af den romerske kavaleri, til sidst begik selvmord snarere end at blive taget til fange og ydmyget i Rom. Erobringen af Dacia var en stor bedrift for Trajan, der bestilte 123 dages fest i hele imperiet. Han konstruerede også Trajans søjle i Rom for at glorificere sejren.

I 112 blev Trajan provokeret af beslutningen af Osroes I i Parthia til at sætte sin egen nevø Axidares på tronen Kongeriget Armenien. Den Arsacid dynastiet Armeniens var en gren af den parthiske kongefamilie, etableret tilbage i 54. Siden da de to store imperier havde delt overherredømme over Armenien. Det indgreb i den traditionelle indflydelsessfære af Romerriget ved Osroes sluttede fred, som havde varet i omkring 50 år.

Trajan marcherede først på Armenien. Han afsatte kongen og er knyttet den til det romerske imperium. Så vendte han syd til Parthia selv, idet byerne Babylon Seleucia og endelig hovedstaden i Ktesifon i 116. Han fortsatte sydpå til den Persiske Golf, hvorfra han erklærede Mesopotamien en ny provins imperiet og beklagede, at han var for gammel til at følge i trin Alexander den Store og fortsætte på mod øst.

Men han havde ikke stoppe der. Senere i 116, erobrede han den store by Susa. Han afsatte Osroes I og satte sin egen marionet lineal Parthamaspates på tronen. Aldrig igen ville Romerriget forvejen så langt mod øst. Under hans styre, Romerriget var til sin største udstrækning; det var ganske muligt for en romersk at rejse fra England hele vejen til den Persiske Golf uden at forlade romersk territorium.

117–138: Hadrian

Main article: Hadrian

Dele af Hadrians mur i England er der stadig den dag i dag.

På trods af hans egen ekspertise som en militær administrator blev Hadrians regeringstid præget af en generel mangel på store militære konflikter, men at forsvare de enorme områder imperiet havde. Han overgav Trajans erobringer i Mesopotamien, overvejer dem til at være uforsvarligt. Der var næsten en krig med Vologases III i Parthia omkring 121, men truslen blev afværget, da Hadrian lykkedes at forhandle en fred. Hadrians hær knuste Bar Kokhba-oprøret, en massiv jødisk opstand i Judæa (132-135). Oprøret blev opkaldt efter dens leder, Simon Bar Kokhba.

Hadrian var den første kejser til udstrakt tour provinserne, donere penge til lokale byggeprojekter, som han gik. I Storbritannien, beordrede han opførelsen af en mur, den berømte Hadrians mur samt forskellige andre sådanne forsvarsværker i Germanien og Nordafrika. Hans indenrigspolitik var en af relativ fred og velstand.

138–161: Antoninus Pius

Regeringstiden for Antoninus Pius var forholdsvis fredelig; der var flere militære uroligheder i hele imperiet i sin tid, i Mauretanien, Judæa, og blandt Brigader i Storbritannien, men ingen af dem betragtes alvorligt. Uroen i Storbritannien menes at have ført til opførelsen af Antonines mur fra Firth of Forth til Firth of Clyde, selv om det snart blev opgivet.

161–180: Marcus Aurelius

Main article: Marcus Aurelius

Marcus Aurelius

Germanske stammer og andre folkslag gennemførte mange plyndringstogter langs den lange nord europæiske grænse, især i Gallien og over Donau-tyskere, til gengæld kan have været under angreb fra flere krigeriske stammer længere mod øst. Hans kampagner mod dem mindes på søjlen Marcus Aurelius.

I Asien, en revitaliseret Partherriget fornyet sin felttog. Marcus Aurelius sendte sin medregerende kejser Lucius Verus til at kommandere legioner i øst. Lucius var autoritativ nok til at kommandere den fulde loyalitet tropperne, men allerede stærk nok, at han havde meget lidt incitament til at vælte Marcus. Planen lykkedes-Verus forblev loyal indtil sin død på kampagne i 169.

I 175, mens du er på kampagne i Nordtyskland i Markomannerkrigene, Marcus blev tvunget til at kæmpe med et oprør fra Avidius Cassius, en general, der havde været en officer under krigene mod Persien. Cassius blev proklameret romerske kejser og tog provinserne Egypten og Syrien som hans del af imperiet. Rapporter siger, at Cassius havde oprør, fordi han havde hørt ord, Marcus var død. Efter tre måneder Cassius blev myrdet og Marcus tog tilbage den østlige del af riget.

I de sidste år af sit liv Marcus, en filosof og en kejser, skrev sin bog af stoisk filosofi kendt som meditationer. Bogen er siden blevet hyldet som Marcus 'store bidrag til filosofi.

Da Marcus døde i 180 tronen videre til hans søn Commodus, som var blevet ophøjet til rang af co-kejser i 177. Dette endte arven plan for de foregående fire kejsere, hvor kejseren ville vedtage hans efterfølger, selv om Marcus var den første kejser da Vespasian at have en naturlig søn, der kunne efterfølge ham, som var sandsynligvis grunden til at han tillod tronen til at passere til Commodus og ikke vedtage en uden efterfølger.

180–193: Commodus og året med seks kejsere

Commodus

Perioden af ​​de "fem gode kejsere" blev bragt til ophør med Commodus regeringstid fra 180 til 192. Commodus var søn af Marcus Aurelius, hvilket gør ham til den første direkte efterfølger i et århundrede, bryde arrangement med adoptiv efterfølgere, der havde viste sig så godt. Han var co-kejser med sin far fra 177. Da han blev eneste kejser på sin fars død i 180, blev det i første omgang set som en håbefuld tegn af befolkningen i det romerske imperium. Ikke desto mindre, så generøs og storsindede som hans far var, Commodus viste sig at være lige det modsatte. In The Tilbagegang og Fall i det romerske imperium af Edward Gibbon, bemærkes det, at Commodus først regerede imperiet godt. Men efter et attentatforsøg, der involverer en sammensværgelse af visse medlemmer af hans familie, Commodus blev paranoid og smuttede ind vanvid. Pax Romana, eller "Roman fred", sluttede med regeringstid Commodus. Man kunne argumentere for, at mordforsøget begyndte den lange Romerrigets undergang. Når Commodus 'adfærd blev mere og mere uberegnelig hele de tidlige 190S er Pertinax menes at have været impliceret i sammensværgelsen, der førte til hans mordet den 31. december 192. Plottet blev udført af Praetorian præfekt Quintus Aemilius Lætus, Commodus 'elskerinde Marcia, og hans kammerherre Eclectus.

Pertinax

Efter mordet var blevet gennemført skyndte Pertinax, der tjente som byområder præfekt på dette tidspunkt, sig til Praetorian Camp og var proklameret kejser den følgende morgen. Hans korte regeringstid (86 dage) var en urolig én. Han forsøgte at efterligne tilbageholdende praksis Marcus Aurelius, og gjort en indsats for at reformere Alimenta men han stod over antagonisme fra mange sider. His currency reform was far-sighted, but would not survive his death. He attempted to impose stricter military discipline upon the pampered Praetorians. In early March he narrowly averted one conspiracy by a group to replace him with the consul Quintus Sosius Falco while he was in Ostia inspecting the arrangements for grain shipments. The plot was betrayed; Falco himself was pardoned but several of the officers behind the coup were executed. On 28 March 193, Pertinax was at his palace when, according to the Historia Augusta, a contingent of some three hundred soldiers of the Praetorian Guard rushed the gates (two hundred according to Cassius Dio). Antikke kilder tyder på, at de havde modtaget kun halvdelen deres lovede løn. Hverken vagter på tjenesterejse eller palace embedsmænd valgte at modstå dem. Pertinax sendt Lætus at møde dem, men han valgte at side med oprørerne i stedet og øde kejseren. Although advised to flee, he then attempted to reason with them, and was almost successful before being struck down by one of the soldiers. The praetorian guards auctioned off the imperial position, which Senator Didius Julianus won and became the new Emperor.

Didius Julianus

Efter sin tiltrædelse, devaluerede Julianus straks den romerske valuta, faldende sølv renhed af denar fra 87% til 81,5% - den faktiske sølv vægt faldet fra 2,75 gram til 2,40 gram. Efter den indledende forvirring havde lagt sig, har befolkningen ikke tamt forelægge vanære bragt over Rom. Når Julianus dukkede op i offentligheden blev han hilst med stønner, forbandelser og råb "røver og fadermorder." Pøbelen forsøgte at hindre hans fremskridt til Capitol, og selv kastede sten. Fa nyheden om den offentlige vrede i Rom spredt over hele imperiet, generalerne Pescennius Niger i Syrien, Septimius Severus i Pannonia, og Clodius Albinus i Storbritannien, der hver har tre legioner under hans kommando, nægtede at anerkende autoritet Julianus. Julianus declared Severus a public enemy because he was the nearest of the three and, therefore, the most dangerous foe. Deputies were sent from the Senate to persuade the soldiers to abandon him; a new general was nominated to supersede him, and a centurion dispatched to take his life.

Prætorianergarden, som manglede disciplin og sank i udsvævelser og dovenskab, var ude af stand til at tilbyde nogen virkningsfulde modstand. Julianus, som nu var blevet desperat, forsøgte forhandling og tilbød at dele imperiet med sin rival. Severus ignorerede disse tilnærmelser og presses fremad, alle Italien erklærede for ham som han avancerede. Til sidst de prætorianere have modtaget forsikringer om, at de ville lider ingen straf - forudsat at de overgav den faktiske mordere Pertinax - beslaglagt hovedmændene i sammensværgelse og rapporteres, hvad de havde gjort ved Silius Messala, konsulen, af hvem Senatet blev tilkaldt og underrettet om arbejdet.ulianus blev dræbt i paladset af en soldat i den tredje måned i hans regeringstid (1 Juni 193). Severus afskediget Praetorian Guard og henrettet de soldater, der havde dræbt Pertinax. Ifølge Dio Cassius, som boede i Rom i perioden, Julianus sidste ord var »Men hvad ondt har jeg gjort? Hvem har jeg dræbt?" Hans krop blev givet til sin kone og datter, som begravede det i sin oldefar grav ved den femte milepæl på Via Labicana.

193–235: Severan dynasty

Septimius Severus (193–211)

Main article: Septimius Severus

Imperiet under Septimius Severus (210)

Lucius Septimius Severus blev født til en familie af fønikisk rytterstatue rang i den romerske provins Africa proconsularis. Han rejste gennem militærtjeneste til konsulær rang under de senere Antoninernes. Proklamerede kejser i 193 af hans legionærer i Noricum under den politiske uro, der fulgte død Commodus, han sikrede eneste regel over imperium i 197 efter at have besejret sin sidste rival, Clodius Albinus, i Slaget ved Lugdunum. I at sikre sin stilling som kejser, grundlagde han severiske dynasti ..

Severus kæmpede en vellykket krig mod partherne og kæmpede med succes mod barbariske indtrængen i Romersk Britannien, ombygning Hadrians mur. I Rom, hans forhold til Senatet var fattige, men han var populær hos almuen, som med sine soldater, hvis løn han rejste. Starter i 197, indflydelse af hans Praetorian præfekt Gaius Fulvius Plautianus var en negativ indflydelse; sidstnævnte blev henrettet i 205. Et af Plautianus efterfølgere var jurist Aemilius Papinianus. Severus fortsatte officielle forfølgelse af kristne og jøder, da de var de eneste to grupper, der ikke ville assimilere deres tro til den officielle synkretistiske trosbekendelse. Severus døde, mens kampagne i Storbritannien. Han blev efterfulgt af hans sønner Caracalla og Geta, der regerede under indflydelse af deres mor, Julia Domna.

Caracalla (198–217)

Caracalla and Geta, Lawrence Alma-Tadema (1907).

Main article: Caracalla

Den ældste søn af Severus, blev han født Lucius Septimius Bassianus i Lugdunum, Gallien. "Caracalla" var et kaldenavn henvisning til den galliske hætteklædte tunika han sædvanligvis havde selv når han sov. Efter sin fars død, blev Caracalla udråbt co-kejser med sin bror Geta. Konflikt mellem de to kulminerede i mordet på sidstnævnte. Regerende alene blev Caracalla kendt for overdådige bestikkelse til legionærer og hidtil uset grusomhed, bemyndigelse adskillige mord på opfattede fjender og rivaler. Han kæmpede med ligeglade succes mod Alamanni. De Caracallas Termer i Rom er de mest varige monument af hans styre. Han blev myrdet mens undervejs til en kampagne mod partherne af en Praetorian Guard.

Geta (209–211)

Main article: Publius Septimius Geta

Yngste søn af Severus, Geta blev co-kejseren med sin ældre bror Caracalla på hans fars død. I modsætning til den langt mere vellykket fælles regeringstid Marcus Aurelius og hans bror Lucius Verus i det forrige århundrede, relationer var fjendtligt mellem de to Severid brødre fra starten. Geta blev myrdet i sin mors lejligheder ved kendelse af Caracallas, som derefter regerede som eneste Augustus.

Interlude: Macrinus (217–218)

Main article: Macrinus

M.M. Opelius Macrinus blev født i 164 i Kæsarea. Selvom der kommer fra en ydmyg baggrund, der ikke var dynastically relateret til severiske dynasti, rejste han sig gennem den kejserlige husstand indtil, under kejser Caracalla, blev han gjort præfekt for Praetorian Guard. På grund af den grusomhed og forræderi af kejseren, Macrinus blev involveret i en sammensværgelse om at dræbe ham, og beordrede Praetorian Guard til at gøre det. Den 8. april 217 blev Caracalla myrdet rejser til Carrhae. Tre dage senere blev Macrinus erklæret Augustus.

Hans mest betydningsfulde tidlige beslutning var at slutte fred med partherne, men mange mente, at de udtryk, var nedværdigende til romerne. , Hans undergang var dog hans afvisning af at tildele løn og privilegier lovede at de østlige tropper fra Caracalla. Han holdt også de kræfter overvintrede i Syrien, hvor de blev tiltrukket af den unge Heliogabalus. Efter måneders mild oprør ved hovedparten af hæren i Syrien, Macrinus tog sine loyale tropper til at opfylde hær Heliogabalus nær Antiokia. Trods en god kamp af Praetorian Guard, blev hans soldater besejret. Macrinus lykkedes at flygte til Chalcedon men hans autoritet var tabt: han blev forrådt og henrettet efter en kort regeringstid blot 14 måneder. M. Opelius Diadumenianus var søn af Macrinus, født i 208. Han fik titlen Cæsar i 217, da hans far blev kejser. Efter sin fars nederlag uden Antiokia, forsøgte han at flygte øst til Parthia, men blev fanget og dræbt, før han kunne opnå dette.

Elagabalus (218–222)

Main article: Elagabalus

Roman aureus depicting Elagabalus. The reverse commemorates the sun god Elagabal.

Født Varius Avitus Bassianus den 16. maj 205, senere kendt som M. Aurelius Antonius blev han udnævnt i en tidlig alder til at være præst for solguden, Heliogabalus, repræsenteret ved en stor, mørk sten kaldes en baetyl, hvorved navn han er kendt for at historikere (hans navn er undertiden skrevet "Heliogabal"). Han blev udråbt kejser af tropper fra Emesa, hans hjemby, der blev iværksat for at gøre det ved Heliogabalus bedstemor, Julia Maesa. Hun sprede et rygte om, at Heliogabalus var hemmeligheden søn af Caracallas. Dette oprør spredes til hele syriske hær (som på det tidspunkt var opsvulmet med tropper rejst af kejser Caracalla, og ikke fuldt ud loyale over for Macrinus), og til sidst var de at vinde den korte kamp, der fulgte ved at besejre Macrinus på en kamp lige uden Antiokia. Heliogabalus blev derefter godkendt af senatet, og begyndte den langsomme rejse til Rom.

Hans herredømme i Rom har længe været kendt for outrageousness, selv om de historiske kilder er få, og i mange tilfælde ikke at være fuld tillid. Han siges at have kvalt gæster på en banket ved at oversvømme værelse med rosenblade: gift med sin mandlige kæreste - som derefter blev benævnt "Kejserinde mand«, og giftede en af de Vestal jomfruer. Nogle siger, at han var transseksuelle, og en gammel tekst, at han tilbød halvdelen imperiet til lægen, der kunne give ham kvindelige kønsorganer.

Driften af Empire løbet af denne tid var primært overladt til sin bedstemor og mor (Julia Soamias). At se, at hendes barnebarn skandaløse opførsel kunne betyde tab af magt, Julia Maesa overtalte Heliogabalus at acceptere hans fætter Alexander Severus som Cæsar (og dermed den nominelle kejser at være). Men Alexander var populær med tropperne, der kiggede på deres nye kejser med modvilje: når Heliogabalus, jaloux på denne popularitet, fjernede titlen Cæsar fra sin nevø den rasende Praetorian Guard svor at beskytte ham. Heliogabalus og hans mor blev myrdet i en Praetorian Guard lejr mytteri.

Alexander Severus (222–235)

Main article: Alexander Severus

Buste af Alexander Severus, den sidste kejser af det severiske dynasti.

Født Marcus Julius Gessius Bassianus Alexianus blev Alexander vedtaget som arving tilsyneladende ved hans lidt ældre og meget upopulær fætter, kejser Heliogabalus på opfordring af den indflydelsesrige og magtfulde Julia Maesa- som var bedstemor af både fætre og der havde arrangeret for kejserens akklamation af tredje Legion. Den 6. marts 222, da Alexander var kun fjorten, et rygte gik rundt i byens tropper at Alexander var blevet dræbt, og dette udløste hans opstigning som kejser. De atten-årige kejser Heliogabalus og hans mor blev begge taget fra slottet, slæbt gennem gaderne, myrdet og smidt i floden Tiberen i Praetorian Guard, som derefter proklamerede Alexander Severus som Augustus. Afgørelse fra en alder af fjorten under indflydelse af sin stand mor, Julia Avita Mamaea, Alexander restaureret, til en vis grad, moderation, der prægede reglen om Septimius Severus. Den stigende styrke sasanidiske imperium (226-651) indvarslet måske den største udvendige udfordring at Rom står i det 3. århundrede. Hans retsforfølgning af krigen mod en tysk invasion af Gallien førte til hans omstyrtelse af tropperne han fører der, hvis henseende syvogtyve-årige havde tabt under affære.

235–284: Krisen i det tredje århundrede

Situationen i det romerske imperium blev dystre i AD 235, da kejser Alexander Severus blev myrdet af sine egne tropper. Mange romerske legioner var blevet besejret i løbet af en kampagne mod germanske folk raiding på tværs af grænserne, mens kejseren primært var fokuseret på de farer fra Sassanid persiske imperium. Førende sine tropper personligt, Alexander Severus tyet til diplomati og hylde i et forsøg på at pacificere de germanske høvdinge hurtigt. Ifølge Herodian dette kostede ham respekt for hans tropper, der kan have følt de skal straffe de stammer, der var trængt ind på Roms område.

I årene efter kejserens død, generaler i den romerske hær kæmpede hinanden om kontrollen over Empire og forsømt deres pligter i forebyggelsen invasioner fra udlændinge. Provins blev ofre for hyppige razziaer af udenlandske stammer, såsom Carpians, goterne, vandalerne, og Alamanni, langs Rhinen og Donau i den vestlige del af riget, samt angreb fra Sassanids i den østlige del af riget. Derudover er der i 251, pest af Cyprian (muligvis kopper) brød ud, forårsager store dødelighed, der kan have alvorligt påvirket evne til Empire at forsvare sig.

Af 258, Romerriget brød op i tre konkurrerende stater. De romerske provinser Gallien, Storbritannien og Hispania afbrød for at danne den galliske imperium og to år senere i 260, de østlige provinser af Syrien, Palæstina og Aegyptus blev uafhængigt som Palmyrene imperium, efterlader den resterende italiensk-centreret Romerriget-korrekt i midten.

En invasion af et stort væld af goterne blev slået tilbage i slaget ved Naissus i 269. Denne sejr var betydelig, da vendepunktet af krisen, når en række hårde, energiske soldat-kejsere tog magten. Sejre, kejser Claudius II Gothicus i løbet af de næste to år kørte tilbage Alamanni og genvundet Hispania fra galliske imperium. Da Claudius døde i 270 af pesten, Aurelian, som havde befalet kavaleriet på Naissus, efterfulgte ham som kejseren og fortsatte restaurering af Empire.

Aurelian regerede (270-275) gennem den værste af krisen, besejre Vandalerne, vestgoterne, de Palmyrenes, perserne, og derefter resten af galliske imperium. I slutningen af 274, blev Romerriget genforenet i en enkelt enhed, og grænsearbejdere tropper var tilbage på plads. Mere end et århundrede ville passere, før Rom igen mistede militære overherredømme over sit ydre fjender. Men snesevis af tidligere blomstrende byer, især i den vestlige imperium, var blevet ødelagt, deres befolkninger spredt og med fordelingen af det økonomiske system, kunne ikke blive genopbygget. Større byer, selv Rom selv, havde ikke behov for befæstninger for mange århundreder; mange derefter omgivet sig selv med tykke mure.

Endelig, selv om Aurelian havde spillet en væsentlig rolle i at genoprette Empire grænser fra eksterne trusler, forblev mere grundlæggende problemer. Især retten til arv var aldrig blevet klart defineret i Romerriget, hvilket fører til kontinuerlig borgerkrige som konkurrerende fraktioner i militæret, Senatet og andre parter fremsatte deres foretrukne kandidat til kejser. Et andet spørgsmål var den blotte størrelse af Empire, som gjorde det svært for en enkelt autokratisk hersker til effektivt at administrere flere trusler samtidig. Disse fortsatte problemer ville blive radikalt behandlet af Diocletian, så Imperiet til at fortsætte med at overleve i Vesten i over et århundrede, og i Østen i over et årtusinde.

284–301: Diocletian and the Tetrarchy

Main articles: Diocletian and Tetrarkiet

Overgangen fra en enkelt forenet imperium til de senere delte vestlige og østlige imperier var en gradvis forvandling. I juli 285, Diocletians besejrede rival kejser Carinus og kort blev eneste kejser af Romerriget. Diocletians regeringstid stabiliseret imperiet og markerer afslutningen på krisen i det tredje århundrede. Han udnævnte fyr officer Maximian som Augustus, co-kejser i 286. Diocletians delegeret videre den 1. marts 293, udnævnelse Galerius og Constantius som Caesars, junior co-kejsere. Under dette "tetrarkiet" eller "rule of fire", ville hver kejser regere over en kvart opdeling af imperiet. Diocletians sikrede imperiets grænser og renset det af alle trusler mod hans magt.

The Tetrarchs, a porphyry sculpture sacked from a Byzantine palace in 1204, Treasury of St Mark's, Venice

Han besejrede sarmater og Carpi i flere kampagner mellem 285 og 299, det Alamanni i 288, og Usurpatorer i Egypten mellem 297 og 298. Galerius, hjulpet af Diocletians, kæmpede med succes mod Sassanid Persien, rigets traditionelle fjende. I 299 fyrede han deres kapital, Ktesifon. Diocletians førte de efterfølgende forhandlinger og opnået en varig og positiv fred. Diocletians adskilt og udvidet imperiets civile og militære tjenester og reorganiserede imperiets provinsielle divisioner, oprettelse den største og mest bureaukratiske regering i historien om imperiet. Han etablerede nye administrative centre i Nicomedia, Mediolanum, Antiokia, og Trier, tættere på imperiets grænser end den traditionelle hovedstad i Rom havde været. Med udgangspunkt i tendenser tredje århundrede mod absolutisme, stylet han sig en autokrat, opløftende sig over imperiets masserne med at pålægge former for retten ceremonier og arkitektur. Bureaukratisk og militær vækst, konstant kampagner og byggeprojekter øgede statens udgifter og nødvendiggjort en omfattende skattereform. Fra mindst 297 om, kejserlige beskatning var standardiseret, gøres mere retfærdig, og opkræves generelt højere satser.

Diocletians så, at det store romerske imperium var ustyrlig med en enkelt kejser i ansigtet af interne belastninger og militære trusler på to fronter. Han opdeler derfor Empire i halvdelen langs en nordvest-akse lige øst for Italien, og skabte to lige store kejsere at regere under titlen Augustus. Diocletian selv var Augustus af den østlige halvdel, og han fik sin mangeårige ven Maximian Augustus af den vestlige halvdel. Dermed han reelt skabte hvad der ville blive den vestlige romerske imperium og det østromerske rige.

I 293 autoritet blev yderligere opdelt, da hver Augustus tog en junior kejser kaldet en Cæsar til at støtte ham i administrative spørgsmål, og for at give en linje af succession; Galerius blev Cæsar under Diocletian og Constantius I Chlorus Cæsar under Maximian. Dette udgjorde det, der kaldes tetrarkiet (på græsk: "ledelse af fire") ved moderne lærde. Efter at Rom havde været plaget af blodige stridigheder om den øverste myndighed, er dette endeligt formaliseret en fredelig række af kejseren: i hver halvdel en Cæsar ville stige op til erstatte Augustus og vælg en ny Cæsar. Den 1. maj 305, Diocletians og Maximian abdicerede til fordel for deres Caesars. Galerius navngivet de to nye Caesars: hans nevø Maximinus for sig selv, og Valerius Severus for Konstanzios. Arrangementet arbejdede godt under Diocletian og Maximian og kort tid derefter. De interne spændinger i den romerske regering var mindre akut, end de havde været. In The Tilbagegang og Fall i det romerske imperium, Edward Gibbon bemærker, at denne ordning fungerede godt på grund af affinitet de fire herskere havde for hinanden. Gibbon siger, at dette arrangement er blevet sammenlignet med en "kor af musik". Med tilbagetrækningen af ​​Diocletians og Maximian, denne harmoni forsvundet.

Efter en indledende periode med tolerance, Diocletians, som var en ivrig hedning og var bekymret over de stadigt stigende antal kristne i Empire, forfulgte dem med iver ukendt siden tidspunktet for Nero; dette skulle være en af de største forfølgelser de kristne udholdt i historien. Ikke alle Diocletians planer lykkedes: ediktet på Maximum Priser (301), hans forsøg på at dæmme op for inflationen via priskontrol, var kontraproduktivt og hurtigt ignoreret. Selvom effektiv, mens han regerede Diocletians tetrarchic system kollapsede efter hans abdikation under de konkurrerende dynastiske krav fra Maxentius og Konstantin, sønner af Maximian og Konstanzios hhv. Den Diocletianic Forfølgelse (303-11), rigets sidste, største og blodigste officielle forfølgelse af kristendommen, ikke ødelægge imperiets kristne samfund; ja, efter 324 Kristendommen blev rigets foretrukne religion under sit første kristne kejser, Konstantin.

In spite of his failures, Diocletian's reforms fundamentally changed the structure of Roman imperial government and helped stabilize the empire economically and militarily, enabling the empire to remain essentially intact for another hundred years despite being near the brink of collapse in Diocletian's youth. Weakened by illness, Diocletian left the imperial office on 1 May 305, and became the first Roman emperor to voluntarily abdicate the position (John VI retired to a monastery in the 14th century). He lived out his retirement in his palace on the Dalmatian coast, tending to his vegetable gardens. His palace eventually became the core of the modern-day city of Split.

305–363: Konstantinske dynasti

Constantine and his sons

Imperiet under Konstantin (337)

Et kort over Rom i 350

Den tetrarkiet ville reelt bryde sammen med død Constantius I Chlorus den 25. juli, 306. Constantius tropper i Eboracum straks proklamerede sin søn Konstantin den Store som Augustus. I august 306, Galerius forfremmet Severus til stillingen som Augustus. En oprør i Rom støttede anden sagsøger til samme titel: Maxentius, søn af Maximian, som blev proklameret Augustus den 28. oktober, 306. Hans valg blev støttet af Praetorian Guard. Dette efterlod imperiet med fem herskere: fire August (Galerius, Constantine, Severus og Maxentius) og en Cæsar (Maximinus).

Året 307 oplevede tilbagevenden Maximian til rang af Augustus sammen med sin søn Maxentius, skaber i alt seks herskere Empire. Galerius og Severus kampagne mod dem i Italien. Severus blev dræbt under kommando af Maxentius den 16. september, 307. De to August Italien også formået at alliere sig med Konstantin ved at have Konstantin gifte Fausta, datter af Maximian og søster til Maxentius. Ved udgangen af 307 havde Empire fire August (Maximian, Galerius, Constantine og Maxentius) og en ene Cæsar.

I 311 Galerius sat officielt en stopper for forfølgelsen af kristne, og Konstantin legaliserede kristendommen endeligt i 313 som det fremgår i den såkaldte Milano-ediktet. Konstantin besejrede hans bror-in-law Licinius i 324, samlende Imperiet under hans kontrol. Han ville regere indtil sin død den 22. maj 337.

Imperiet blev skiltes igen blandt hans tre overlevende sønner. Den vestlige romerske imperium blev delt blandt de ældste søn Konstantin II og den yngste søn Constans. Det østromerske rige sammen med Konstantinopel var andelen af mellemste søn Constantius II.

Konstantin II blev dræbt i konflikt med sin yngste bror i 340. Constans blev selv dræbt i konflikt med hæren proklameret Augustus Magnentius den 18. januar 350. Magnentius var først imod i byen Rom med selvudnævnte Augustus Nepotianus, en faderlige første fætter Constans. Nepotianus blev dræbt sammen med sin mor Eutropia. Hans anden fætter Constantia overbevist Vetriano til at proklamere sig selv Cæsar i opposition til Magnentius. Vetriano tjente en kort sigt fra 1. marts til 25. december 350. Han blev derefter tvunget til at abdicere fra den legitime Augustus Constantius. Tronraneren Magnentius ville fortsætte med at regere vestlige romerske imperium indtil 353, mens i konflikt med Konstanzios. Hans endelige nederlag og selvmord forlod Konstanzios som eneste kejser.

Konstanzios styre ville dog blive udfordret igen i 360. Han havde opkaldt sit halv-fætter og bror-in-law Julian som sin Cæsar i det vestlige romerske imperium i 355. I de følgende fem år, Julian haft en række sejre mod invaderende germanske stammer, herunder Alamanni. Dette tillod ham at sikre Rhinen grænse. Hans sejrende galliske tropper ophørte dermed valgkamp. Konstanzios sendte ordrer for tropperne, der skal overføres til øst som forstærkninger til sin egen øjeblikket mislykket kampagne mod Shapur II af Persien. Denne ordre førte de galliske tropper til en opstand. De proklamerede deres kommanderende officer Julian at være en Augustus. Både August klargjort deres tropper til en anden romersk borgerkrig, men rettidig lukningen af Constantius den 3. november 361 forhindret denne krig opstår.

361–364: Julian og Jovian

Main articles: Julian den Frafaldne and Jovian

Julian vil alene tjene som kejser i to år. Han havde fået sin dåb Som kristen år før, men ikke længere betragtede sig selv en. Hans regeringstid ville se slutningen af begrænsningen og forfølgelse af hedenskab introduceret af sin onkel og far-in-law Konstantin I og hans fætre og brødre-in-law Konstantin II, Constans og Constantius II. Han i stedet placeret lignende restriktioner og uofficielle forfølgelse af kristendommen. Hans edikt af tolerance i 362 beordrede genåbning af hedenske templer og genoptagelse af fremmedgjorte tempel egenskaber, og mere problematisk for den kristne kirke, MINDER over tidligere eksilerede kristne biskopper. Tilbagevendende ortodokse og Arian biskopper genoptaget deres konflikter, hvilket yderligere svækker Kirken som helhed.

Julian selv ikke var en traditionel hedning. Hans personlige overbevisninger blev i vid udstrækning påvirket af Nyplatonismen og Theurgi; han angiveligt troede, han var reinkarnationen af Alexander den Store. Han producerede værker af filosofi argumenterer hans tro. Hans korte renæssance hedenskab ville imidlertid ende med hans død. Julian sidst genoptog krigen mod Shapur II af Persien. Han fik et dødeligt sår i kamp og døde den 26. juni 363. Ifølge Gibbon i The Decline og Fall i det romerske imperium, efter at være blevet dødeligt såret af en dartpil, blev han ført tilbage til sin lejr. Han gav en afskedstale, hvor han nægtede at navngive en efterfølger. Han fortsatte derefter med at debattere det filosofiske sjælens natur med sine generaler. Han anmodede derefter et glas vand, og kort tid efter at have drukket det, døde. Han blev betragtet som en helt af hedenske kilder i sin tid, og en skurk af kristne dem. Gibbon skrev ganske positivt om Julian. Moderne historikere har behandlet ham som en kontroversiel figur.

Julian døde barnløs og med ingen udpegede efterfølger. Officererne i hans hær valgt den temmelig obskure officer Jovian kejser. Han huskes for at underskrive en ugunstig fredsaftale med Persien, afgivende områder vundet fra perserne, der går tilbage til Trajan. Han restaurerede privilegier kristendommen. Han betragtes som en kristen selv, selvom lidt er kendt om hans tro. Jovian selv døde den 17. februar 364.

364–392: Valentinianske dynati

Main article: Valentinianske dynasti

Valentinian and Valens

Den rolle, vælge en ny Augustus faldt igen til officerer. Den 28. februar 364, pannoniske officer Valentinian jeg blev valgt Augustus i Nikæa, Bithynien. Imidlertid havde hæren blevet efterladt uden ledelse to gange i mindre end et år, og officererne krævede Valentinian vælge en co-regent. Den 28. marts Valentinian valgte sin egen lillebror Valens og de to nye August skiltes Empire i mønstret oprettet ved Diocletian: Valentinian ville administrere vestlige romerske imperium, mens Valens tog kontrol over det østromerske rige.

The election of Valens was soon disputed. Procopius, a Cilician maternal cousin of Julian, had been considered a likely heir to his cousin but was never designated as such. He had been in hiding since the election of Jovian. In 365, while Valentinian was at Paris and then at Rheims to direct the operations of his generals against the Alamanni, Procopius managed to bribe two legions assigned to Constantinople and take control of the Eastern Roman capital. He was proclaimed Augustus on September 28 and soon extended his control to both Thrace and Bithynia. War between the two rival Eastern Roman Emperors continued until Procopius was defeated. Valens had him executed on May 27, 366.

On August 4, 367, the eight-year-old Gratian was proclaimed as a third Augustus by his father Valentinian and uncle Valens, a nominal co-ruler and means to secure succession.

In April 375 Valentinian I led his army in a campaign against the Quadi, a Germanic tribe which had invaded his native province of Pannonia. During an audience with an embassy from the Quadi at Brigetio on the Danube, a town now part of modern-day Komárno, Slovak republic, Valentinian suffered a burst blood vessel in the skull while angrily yelling at the people gathered. This injury resulted in his death on November 17, 375.

Generationsskifte gik ikke som planlagt. Gratian var dengang en 16-årig og velsagtens klar til at handle som kejser, men tropperne i Pannonien proklamerede sit spædbarn halvbror kejser under titlen Valentinian II.

Gratian samtykkede deres valg og administreres den galliske del af den vestlige romerske imperium. Italien, Illyrien og Afrika blev officielt administreres af sin bror og hans stedmor Justina. Men opdelingen var blot nominelle som den faktiske myndighed stadig hvilede med Gratian.

378: Slaget ved Adrianopel

Main article: Slaget ved Adrianopel (378)

Barbariske invasioner af Romerriget, der viser Slaget ved Adrianopel.

I mellemtiden, det østromerske rige konfronteret sine egne problemer med germanske stammer. Den Thervingi, en East germansk stamme, flygtede deres tidligere jorder efter en invasion af hunnerne. Deres ledere Alavivus og Fritigern førte dem til at søge tilflugt i det østromerske rige. Valens faktisk lade dem bosætte sig som Foederatus på den sydlige bred af Donau i 376. Men de nyankomne står problemer fra angiveligt beskadigede provinsielle chefer og en række strabadser. Deres utilfredshed førte dem til at gøre oprør mod deres romerske værter.

For de følgende to år konflikter fortsat. Valens personligt førte en kampagne mod dem i 378. Gratian forsynet sin onkel med forstærkninger fra den vestlige romerske hær. Men denne kampagne viste sig at være katastrofale for romerne. De to hære nærmede hinanden nær Adrianopel. Valens var tilsyneladende overmodig af den numeriske overlegenhed af hans egne kræfter over goterne. Nogle af hans officerer rådes forsigtighed og afvente ankomsten af Gratian, andre opfordrede en øjeblikkelig angreb og til sidst sejrede over Valens, som, ivrige efter at have alle æren for sig selv, styrtede i kamp. Den 9. august 378, Slaget ved Adrianopel resulterede i knusende nederlag romerne og død Valens. Moderne historiker Ammianus Marcellinus anslås, at to tredjedele af den romerske hær gik tabt i kampen. Den sidste tredjedel formået at trække sig tilbage.

Kampen havde vidtrækkende konsekvenser. Veteran soldater og værdifulde administratorer var blandt de store tab. Der var få reserver til rådighed på det tidspunkt, forlader Empire med problemerne med at finde egnede lederskab. Den romerske hær ville også starte vender rekruttere problemer. I det følgende århundrede meget af den romerske hær ville bestå af germanske lejesoldater.

For øjeblikket er der dog var en anden bekymring. Død Valens forlod Gratian og Valentinian II som den eneste to August. Gratian var nu effektivt ansvarlig for hele riget. Han søgte dog en erstatning Augustus for det østromerske rige. Hans valg var Theodosius I, søn af tidligere fremtrædende generelle Grev Theodosius. Den ældste Theodosius var blevet henrettet i begyndelsen af 375 af uklare årsager. Den yngre ene blev opkaldt Augustus af det østromerske rige den 19. januar 379. Hans udnævnelse ville vise sig en afgørende øjeblik i opdelingen af Empire.

379–457: Theodosian dynasty

Main article: Theodosian dynasty

383: Forstyrrede fred i Vesten

Gratian regeredede det vestlige romerske imperium med succes i nogle år, men han sank efterhånded i magelighed. Han anses for at være blevet en galionsfigur mens det frankiske generel Merobaudes og biskop Ambrose i Milano i fællesskab fungerede som magten bag tronen. Gratian mistede favør med fraktioner af det romerske senat ved at forbyde traditionelle hedenskab i Rom og ved han opgav sin titel Pontifex Maximus. Den øverste Augustus blev også upopulær med sine egne romerske tropper på grund af hans nære tilknytning til såkaldte barbarer. Han sigende rekrutteret Alans til sin personlige service og vedtaget skikkelse af en skyther kriger for offentlige optrædener.

I mellemtiden blev Gratian, Valentinian II og Theodosius følgeskab af en fjerde Augustus. Theodosius proklamerede sin ældste søn Arcadius en Augustus i januar 383 i et oplagt forsøg på at sikre succession. Drengen var stadig kun fem eller seks år og holdt ingen egentlig myndighed. Ikke desto mindre blev han anerkendt som en co-regent ved alle tre August.

Den stigende upopularitet af Gratian medførte problemer senere samme år. Magnus Maximus, en generel fra Hispania, stationeret i Romersk Britannien, blev udråbt Augustus af hans tropper i 383, hvorefter Magnus og hans tropper invaderede Gallien. Gratian flygtede fra Lutetia (Paris) til Lugdunum (Lyon), hvor han blev myrdet den 25. august, 383 i en alder af 25.

Maximus var en stor tilhænger af nikænske trosbekendelse og indførte staten forfølgelse anklaget for kætteri, hvilket bragte ham i konflikt med pave Siricius der hævdede, at Augustus ikke havde nogen myndighed over kirkens anliggender. Men han var en kejser med folkelig opbakning, som er attesteret i Romano-britiske tradition, hvor han fik en plads i Mabinogion, kompileret omkring tusind år efter hans død.

Efter Gratian død, Maximus måtte beskæftige sig med Valentinian II, på det tidspunkt kun tolv år, som senior Augustus. De første par år Alperne ville tjene som grænserne mellem de respektive områder for de to rivaliserende vestlige romerske kejsere. Maximus kontrollerede Storbritannien, Gallien, Hispania og Afrika. Han valgte Augusta Treverorum (Trier) som sin hovedstad.

Maximus snart indtastet forhandlinger med Valentinian II og Theodosius, der forsøger at vinde deres officielle anerkendelse. Af 384, Forhandlingerne var ufrugtbar og Maximus forsøgte at presse sagen ved at afvikle succession som kun en legitim kejser kunne gøre: forkynde sin egen nyfødte søn Flavius Victor et Augustus. I slutningen af året fandt Empire har fem August (Valentinian II, Theodosius I, Arcadius, Magnus Maximus og Flavius Victor) med forholdet mellem dem endnu ikke fastlagt.

Theodosius blev efterladt en enkemand i 385, efter den pludselige død Aelia Flaccilla, hans Augusta. Han var gift igen, at søster Valentinean II, Galla, og ægteskabet sikrede tættere forbindelser mellem de to legitime August.

I 386 Maximus og Victor endelig modtaget officiel anerkendelse af Theodosius, men ikke af Valentinian. I 387, Maximus tilsyneladende besluttet at skille sig af med sin italienske rival. Han krydsede Alperne i dalen af Po og truede Milano. Valentinian og hans mor flygtede til Thessaloniki, hvorfra de søgte støtte fra Theodosius. Theodosius faktisk kæmpede vest i 388 og sejrede mod Maximus. Maximus selv blev taget til fange og henrettet i Aquileia den 28. juli, 388. Magister militum Arbogast blev sendt til Trier med ordrer om at også dræbe Flavius Victor. Theodosius restaureret Valentinian til magten og gennem hans indflydelse havde ham konverteret til ortodokse katolicismen. Theodosius fortsatte støtte Valentinian og beskytte ham fra en lang række overgreb.

Den sidste opdeling af imperiet

Main article: Byzantinske rige

Opdelingen af imperiet efter død Theodosius I, år 395, oven på moderne grænser.

  Western Roman Empire

  Eastern Roman Empire

I 392 Valentinian II blev myrdet i Vienne. Arbogast arrangeret for udnævnelsen af Eugenius som kejser. , Den østlige kejser Theodosius nægtede at anerkende Eugenius som kejseren og invaderede Vesten, besejre og dræbe Arbogast og Eugenius i slaget ved de Frigidus. Han genforenet således hele Romerriget under hans styre.

Theodosius havde to sønner og en datter, Pulcheria, fra sin første kone, Aelia Flacilla. Hans datter og kone døde i 385. Med sin anden kone, Galla, han havde en datter, Galla Placidia, mor til Valentinian III, der ville være kejser af Vesten.

Theodosius var den sidste kejser, der regerede over hele imperiet. Efter hans død i 395, han gav de to halvdele af Empire til sine to sønner Arcadius og Honorius; Arcadius blev hersker i øst, med sin hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten, med sin kapital i Milano og senere Ravenna. Den romerske stat ville fortsætte med at have to forskellige kejsere med forskellige sæder i kraft i hele det 5. århundrede, selvom de østlige Romerne betragtede sig romersk fuldt ud. Latin blev brugt i officielle skrifter så meget som, hvis ikke mere end, græsk. De to halvdele var nominelt, kulturelt og historisk, hvis ikke politisk, den samme tilstand.

395–476: Tilbagegangen af det vestlige romerske imperium

Main articles: History of the Western Roman Empire, Decline of the Roman Empire, and Migration Period

De vestlige og østlige imperier under Majorian og Leo (460)

Romerriget i år 476

Efter 395, kejsere i det vestlige romerske imperium var normalt galionsfigurer. For det meste af tiden, det faktiske herskere var militære stærke mænd, der tog titlen magister militum, patricier eller begge-Stilicho 395-408, Constantius fra omkring 411-421, Aëtius 433-454 og Ricimer fra omkring 457-472. Året 476 er generelt accepteret som den formelle afslutning af den vestlige romerske imperium. Det år, Orestes afslog anmodning af germanske lejesoldater i hans tjeneste til lander i Italien. De utilfredse lejesoldater, herunder Herulerne, oprør. Oprøret blev ledet af den germanske høvding Odoaker. Odoaker og hans mænd erobrede og henrettet Orestes. Inden uger, blev Ravenna taget til fange og Romulus Augustus blev afsat, det tilfælde, at der er traditionelt betragtes faldet af Romerriget, i hvert fald i Vesten. Odoaker hurtigt erobrede de resterende provinser i Italien.

Odoaker derefter sendt Imperial Regalia tilbage til kejseren Zenon. Zeno snart modtog to deputationer. Den ene var fra Odoaker anmoder om, at hans kontrol over Italien formelt anerkendt af Imperiet, i hvilket tilfælde han vil anerkende Zeno overherredømme. Den anden deputation var fra Nepos, beder om støtte til at genvinde tronen. Zeno givet Odoaker titlen patricieren. Zeno fortalte Odoaker og den romerske senat til at tage Nepos tilbage; Men Nepos vendte aldrig tilbage fra Dalmatien, selvom Odoaker udstedte mønter i hans navn. Ved Nepos død i 480, Zeno hævdede Dalmatien til Østen; JB Bury anser dette den virkelige ende af den vestlige romerske imperium. Odoaker angreb Dalmatien, og den efterfølgende krig sluttede med Theodoric den Store, Konge østgoterne, erobre Italien under Zeno autoritet.

Noter

Category:History of the Roman Empire